Kan ny teknologi redde verden?

18. december 2024 ·

Vi skal ikke gå en naiv forestilling om, at vort samfund kan gøres bæredygtigt blot ved at udskifte noget teknologi.

Vi ved, at vor måde at leve på ikke er bæredygtig, og at vi dermed ikke kan blive ved ret meget længere, uden at det hele bryder sammen i et miljømæssigt kollaps. Det store spørgsmål er så bare, hvordan vi laver det om, så vor livsform på jorden kan fortsætte. Regeringens ofte brygte hockeystavs-politik bygger på en teori om, at der skal ny teknologi til, for at vi kan redde verden fra undergang. Alle miljøpolitiske programmer bygger helt eller delvis på håbet om, at ny teknologi vil kunne løse vore problemer.

Men kan vi redde verden med pyrolyse, elbiler og kunstig intelligens? Svaret er et klart Nej. Chancen for, at Jesus endelig indfrier sit løfte om at komme tilbage og redde os, er større og fagligt mere velbegrundet, for vi har dog i det mindste skriftlige historiske kilder, der forklarer en årsagssammenhæng. Hypotesen om, at verden kan reddes ved udvikling af ny teknologi, er derimod grebet ud af drømmen om den blå luft, og strider imod enhver historisk dokumentation. Selvom ny teknologi kan mange ting og har haft enorm betydning for verdens udvikling, så vil det aldrig kunne løse de aktuelle problemer, som vi står med lige nu. Det er der nogle logiske grunde til.

I de sidste 200 år har vi vænnet os til en positiv spiral, hvor teknologisk udvikling har ført til økonomisk vækst, som har ført til øget produktion og forbrug af mad og andre goder, som har medført yderligere økonomisk vækst, der har muliggjort investeringer i ny teknologi. Når denne sammenhæng har løst alle vore problemer i de sidste 200 år, så kan man i ren vanetænkning forfalde til den tro, at økonomisk vækst og ny teknologi også vil være løsningen på fremtidens problemer. Det kan den ikke! Det skyldes, at vor nuværende krise skyldes overforbrug af verdens ressourcer, og netop forbruget kan ikke tage ud af ligningen for den positive spiral.

Krisen skyldes overforbrug på alle planer af samfundet. For meget afbrænding af fossile brændstoffer. Opdyrkning af stort set alle frugtbare arealer på kloden. Udledning af mere affald i havene og naturarealerne, end de er i stand til at omsætte. 95% af alle fugle og pattedyr på kloden er husdyr, og de vilde bestande er nu for små til at opretholde sig selv. You name it. Vi fylder simpelthen for meget på jorden og bruger for meget af stort set alt. For mange mennesker, som forbruger for meget. Men kan ny teknologi få os til at forbruge og udlede mindre?

Ny teknologi kommer ikke af ingenting. Ny teknologi kommer af, at der investeres i udvikling af teknologi, og investering kræver økonomiske ressourcer. Store teknologiske fremskridt er altid kommet i perioder med økonomisk vækst. Leonardo da Vinci kunne godt opfinde en helikopter i utide, men implementeringen af ny teknologi kan kun lade sig gøre, når der er økonomi til at implementere det. Det fremhæves da også igen og igen i politiske programmer, at vi skal have mere økonomisk vækst for at kunne få råd til at løse klimakrisen og alle de andre kriser, som følger af vort overforbrug af ressourcer. Det er dog lige præcis her, at kæden hopper af i argumentationen.

Vi har nu i 200 år haft uafbrudt økonomisk vækst og uafbrudt øget forbrug af de ressourcer, som har forårsaget vor krise. Der er et par enkelte undtagelser, nemlig verdenskrigene, oliekrisen i 1973, finanskrisen i 2008 og corona-krisen. I disse perioder faldt den globale økonomiske vækst midlertidigt og samtidig faldt udledningen af CO2. Måler man på kviksølvforureningen i iskerneboringer fra den grønlandske indlandsis som følge af sølvminedriften i romertiden, så viser der sig den samme sammenhæng, nemlig at der altid vil være en snæver sammenhæng mellem økonomisk vækst og forbrug af ressourcer og forurening. Der er ingen undtagelser, og det er også logisk nok. Økonomisk vækst betyder flere økonomiske ressourcer, og penge vil altid ende med at blive brugt til et eller andet. Enten bliver pengene brugt til forbrug, eller også bliver pengene investeret produktion af noget, der ender i forbrug. Investeringer i ny teknologi betyder investering i at effektivisering af produktionen, og effektiviseringer vil altid føre til økonomisk vækst, som vil føre til øget forbrug. Den sammenhæng kan ikke brydes. Om man så tror, at man afstår fra forbrug ved at grave guldet ned i haven og smide skattekortet væk, så vil det blot resultere i, at guldprisen stiger, og det vi gøre andre guldejere rigere, og øge deres forbrug. Hvis vi bruger pengene hos frisøren eller på et kunstmaleri eller noget andet unyttigt, så er der en frisør eller en kunstmaler, som tjener penge, og så vil de gå ud at bruge pengene på materielt forbrug. Der er ingen historiske fortilfælde, hvor økonomisk vækst i et samfund er blevet afkoblet fra forbrug af ressourcer og miljøbelastning, for det kan ikke lade sig gøre. Den danske regering prøver naturligvis at bilde os ind, at den danske økonomiske vækst er afkoblet fra klimabelastningen, og at vi er på vej til både at overholde klimaloven og blive CO2-neutrale, men det er jo noget faktuelt sludder, for det dækker blot over, at den danske nationale økonomiske vækst kommer fra skibsfart og salg af varer til verdensmarkedet, og at både vore forbrugsgoder og råvarerne til landbrug og industri produceres i andre lande, og dermed belaster Argentinas og Kinas CO2-regnskab, og ikke vort eget. Kun Qatar, Kuwait, USA og 9 andre lande har et større økologisk globalt fodaftryk end Danmark, og intet tyder på, at Danmark er på vej op fra bunden af den liste, heller ikke selvom vi er ved at implementere en klimalov. Hverken Danmark eller andre lande kan løse den samlede globale klimakrise ved kreativ miljømæssig bogføring og eksport af CO2-kvoter til hinanden, men kun ved at nedsætte den samlede CO2-udledning. Derfor kan man globalt set ikke afkoble økonomisk vækst, produktion og forbrug, heller ikke ved udvikling af ny teknologi.

Investeringer i udvikling og implementering af ny teknologi, såsom vindmølleparker og udskiftning af bilparken med brintbiler kræver store samfundsmæssige investeringer. Pengene til investeringerne kan kun komme to steder fra, nemlig fra enten ny økonomisk vækst eller fra den velstand og velfærd, som vi allerede har. Vi kan se med de gule veste i Frankrig, Trump i USA og AFD i Tyskland, at hvis befolkningen rammes af nedskæringer i deres velfærd, så mister de tilliden til politikerne og gør oprør. Den Franske Revolution skyldtes stigende brødpriser. Det arabiske forår startede i 2010 som følge af stigende fødevarepriser efter finanskrisen, og stort set alle andre folkelige opstande i historien har været en direkte følge af negativ økonomisk vækst. De ekstraordinære indkomster fra Novo Nordisk giver lige nu Danmark positiv økonomisk vækst, mens resten af EU oplever økonomisk stilstand eller ligefrem recession. Det afspejler sig politisk ved, at EU er blevet nød til at sætte foden på bremsen i forhold til den grønne omstilling. Vi kan i Danmark tillade os at investere i vindmøller, fordi det er en god økonomisk forretning, og fordi Novo-pengene finansierer den økonomiske vækst, der skal til for at kunne investere. England, Frankrig og Tyskland har ikke økonomisk råderum til den slags investeringer, selvom de på lang sigt er rentable. Hvis vi i Danmark var nød til at skære i kontanthjælpen, sygehusene eller landbrugsstøtten for at rejse vindmøller, så ville også den danske grønne omstilling helt eller delvis gå i stå på samme måde, som vi ser i USA og i resten af EU. Intet er naturligvis umuligt, men i et realpolitisk perspektiv og set i forhold til historiske erfaringer, så forekommer det urealistisk, at befolkningerne i både rige og fattige lande vil acceptere store samfundsmæssige investeringer i ny teknologi af hensyn til vore børn, hvis befolkningen samtidig oplever selv at skulle skære ned i det daglige forbrug. Det kommer derfor nok ikke til at ske.

Det er fint nok at købe en ny højteknologisk elbil, og det er også muligt, at en indkøbspose i genbrugsplast er mindre belastende end en ny pose, men den krise, som verden står i nu, kan ikke løses ved at skrotte en masse dieselbiler og erstatte dem med nye elbiler. Det kan kun løses ved at producere færre biler og køre færre kilometer i dem, og det kommer kun til at ske, når omkostningerne til klimatilpasning bliver så store, at det fører til en mærkbar global økonomisk recession. Vor nuværende teknologi er forældet, og vi ved, at den er ved at føre os ud over afgrunden. Ny teknologi er derfor nødvendig for på sigt at gøre samfundet bæredygtig, men vi må ikke gå i en blind tro på, at hvis vi bare får ny teknologi, så kan vi fortsætte den økonomisk vækst og forbrug. Ny teknologi kan i bedste fald sænke hastigheden, men den kan ikke i sig selv ændre retningen mod afgrunden.