USA har bombet Venezuela og taget Maduro til fange
politik

USA har bombet Venezuela og taget Maduro til fange

USA har bombet Venezuela og taget Maduro til fange. Hvad skal man mene om det?

De fleste hader i forvejen allerede Trump, og med god grund, og vi påpeger derfor straks, at USA's angreb er i strid med folkeretten og USAs egen forfatning. Trump opfører sig igen som den bandeleder, han er, med først mord på besætninger af skibe i Caribien, så pirateri af oliefartøjer og nu kidnapning og krigshandler uden krigserklæring eller mandat fra FN. Det strider naturligvis imod alt, hvad vi står for, så fordømmelserne er velfortjente.

På den anden side, så er Maduro en diktator, som er ansvarlig for at have kørt Venezuela i sænk. For 50 år siden var Venezuela et af verdens rigeste lande, mens det nu er et land, som millioner af mennesker er flygtet fra og med en økonomi, der er kørt helt i sænk. Så selvom vi ikke støtter Trumps måde at gøre tingene på, så er det nok de færreste, der har medlidenhed med Maduro.

Jeg synes situationen er en god anledning til at lidt dybere på ansvaret for, hvad der er sket. Hvorfor er Venezuela kørt i sænk? Og hvorfor er det, at også alle USAs andre fjender ender som diktaturstater med katastrofal økonomi? Cuba, Zimbabwe, Iran, Iraq…., you name it. På trods af naturressourcer og gode intentioner, så ender de alle sammen med som diktaturstater med en katastrofal økonomi. Der er jo massevis af korrupte diktaturstater med en undertrykt befolkning, som klarer sig glimrende, tænk bare på Saudi Arabien, Bahrain og Qatar. De fejlslagne lande ender, hvor de gør, fordi de ville indrette sig på en anden måde og ikke ville bøje sig for USA's verdensherredømme ligesom Saudi Arabien, Bahrain, Qatar og Danmark har gjort. Cuba, Venezuela og de andre lande ville ikke tillade udenlandske jordejere og amerikanske og multinationale selskaber at stjæle deres naturressourcer, så de nationaliserede deres olie eller gav jorden til lokale bønder. Dette er deres forbrydelse, og det tillader vi ikke i Vesten. I vores verdensorden har vi frihed til at vælge den styreform og den økonomiske politik, som er i vores interesse, men man har ikke frihed til at vælge en anden politik, som er i de lokale borgere og bønders interesser. Hvis man forbryder sig imod de amerikansk styrede multinationale firmaers interesser, så går vi med vor regelstyrede verdensorden ind med international boykot og sanktioner, og det er det, der har kørt deres økonomier i sænk.

Når et land har demokratisk opbakning til at sige fra overfor USA, og ønsker at være herre i eget hus, så opstår der et enormt pres udefra, initieret af USA og med bl.a. Danmarks og alle øvrige rige landes fulde opbakning. Snigmord af politikere, massiv økonomisk støtte til oprørsgrupper, og hjælp til ethvert kupforsøg, som optionen i landet kan komme i tanke om. Det har fra starten været realiteten i alle de lande, der har sat sig op imod USA's verdensherredømme. Det kan intet demokrati holde til. Chile i 1973, hvor USA afsatte Alliende er ikke et enestående eksempel. Alle lande, der har villet en anden vej, har enten måtte opgive sine planer, eller barrikadere sig imod presset udefra. Det er denne situation, der udvikler sig til diktaturer og dårlig økonomi i alle de lande, der har forsøgt sig med at indføre et politisk system, hvor befolkningens interesser kommer før de multinationale selskabers.

Vor verdensbillede dannes af vore oplevelser. Vi oplever, at det går dårligt i alle de lande, der forsøger at bekæmpe ulighed, og tror derfor, at det er en dårlig idé. I oplever, at det går dårligt i lande, der begrænser de multinationale selskabers ageren, selvom de ikke betaler skat og selvom de udplyndrer landene. Virkeligheden er, at det er USAs globale militære og økonomiske magtudøvelse, der skaber denne virkelighed, og ikke den politiske idé om at indrette landene for menneskene og ikke for virksomhederne.

Hvorfor tillader vi, at vi har hjemløse tiggere på gaderne i Danmark, samtidig med at de rige bliver stadig rigere? Hvorfor tillader vi, at børn ikke får den pleje på instrututionerne, som de har behov for, selvom vi ved at de får psykiske lidelser som følge af omsorgssvigt, når vi samtidig har rige personer og virksomheder i landet, som slet ikke ville kunne mærke den skattestigning, som skal til for at indrette et bedre liv for de fattige? Det er ikke, fordi vi ikke gerne ville hjælpe de fattige. Det er fordi de rige straks ville sende deres penge i skattely til Cayman Island, hvis vi gjorde det. Og hvorfor forhindrer vi så ikke bare, at de rige ville gøre det? Det er fordi, så ville hammeren falde fra det internationale samfund, først fra OECD, og i sidste ende med militær magt fra USA. Det er denne verden, vi lever i. Det er en verden, hvor vi har friheden til at indrette os på bedst mulig måde indenfor de rammer, som tjener til opretholdelse af USA's og de multinationale selskaber interesser. Vi har derimod ikke friheden til at lave et samfund, hvor det eksempelvis er samfundet, der ejer olie- og naturressourcerne, eller hvor man modarbejder uligheden i samfundet.

Grunden til, at Maduro, Fidel Castro og Robert Mugabe var katastrofale præsidenter for deres lande, det var ikke, fordi deres politiske projekter var dårlige. Det var fordi de forsøgte at gennemføre dem i en verden, hvor magtstrukturerne ikke tillader, at lande gør deres drømme om retfærdighed til virkelighed. De kloge politiske ledere i verden opgiver deres naive drømme om en bedre verden, og indretter sig efter den vestlige verdens kapitalistiske rammer, hvor oliekarteller ejer naturressourcerne og billiardærerne bliver stadig rigere, mens de fattige får en madkupon som kompensation for at holde sig i live en vinter mere.

Maduro var ikke en helt. Han var en dårlig leder, for man skal kun kæmpe for en sag, hvis man har en fair chance for at vinde. Og det gælder uanset hvad man kæmper for, og man har ikke en fair chance for at indrette et samfund, hvor man nationaliserer de olieressourcer, som Trumps sponsorer mener er deres.

Del

Kommentarer

Vær den første til at dele en tanke

Start samtalen med en eftertænksom kommentar.

Deltag i samtalen

Log ind for at skrive en kommentar og holde samtalen i gang.

Videre læsning