Skorzonerrødder og fremtiden

21. juli 2024 ·

Det er tid til at høste frø af skorzonerrod. Det fortjener kommentar.

Bladene af skorzonerrødder kan hele året bruges som bladgrønt og om vinteren kan rødderne spises kogt som andre rodfrugter. De kaldes også for fattigmandsasparges, fordi de ligner og smager lidt som asparges, men er nemmere at dyrke. Desværre skal rødderne helst spises direkte fra haven, da de let tørrer ud, så man ser dem sjældent i supermarkederne. Det er altså en herlig selvforsyner-afgrøde.

Man har ikke spist skorzonerrod i ret mange andre lande end i Danmark, og også herhjemme er der færre og færre, der spiser eller dyrker dem. Planteforædlingen af nye sorter af alle arter er i dag i hænderne på nogle få multinationale firmaer, og der forædles slet ikke nye sorter af grønsager i Danmark længere. Den mad vi spiser og de frø, vi har mulighed for at kan købe, er forædlet af udenlandske firmaer, som ikke vil prioritere et forædlingsprogram af en lille afgrøde til et begrænset marked i et lille land. Der er derfor heller ikke nogen, der har en interesse i at promovere afgrøden overfor sælgerne og mellemhandlerne, så skorzonerrodden vil med tiden uvægerligt glide ud i glemslen af fortidens kulturhistorie.

Biodiversitet handler ikke kun om næseaber på Borneo og blåfugle på østsiden af Møns Klint. Det handler også om vore kulturplanter, som både lokalt og globalt forsvinder i en hast fuldt på højde med vilde insekter og padder. NordGen er genbanken, der har ansvar for bevarelsen af gamle plantesorter fra det nordiske område, og her er der bevaret 7 sorter af skorzonerrod, og det er de samme sorter, som stadig en sjælden gang imellem findes i frøhandlen. De 7 bevarede sorter er altså alt, hvad der er tilbage af denne ædle gamle kulturplante, hvilket jo er en langt mindre genetisk diversitet, end man kan finde blandt hvide næsehorn og sneleoparder.

Spørgsmålet er så, hvad det betyder for os og for menneskeheden at miste en kulturplante. Vi får jo mad nok, og spiser vel bare noget andet? Kikker man i frøkatalogerne, så ser diversiteten jo ud til at stige hvert år med ny spændende afgrøder og stadig flere sorter af hver. Sådan opleves det i hvert fald, for da jeg var yngre var der langt færre afgrøder i frøkatalogerne, og kun få sorter af hver. Men synet bedrager, og virkeligheden er det stik modsatte. Hvordan hænger det sammen?

Lad os sige, at der i gamle dage var 10 frøfirmaer i Danmark, som hver havde 100 sorter i deres frøkatalog. Hvert firma havde forskellige sorter, og i andre lande ville de have andre afgrøder og andre sorter. Selvom den enkelte forbruger kun havde adgang til de 100 sorter i deres frøkatalog, så var der altså samlet set i alverdens lande tusindvis af sorter, som hver blev produceret i begrænsede områder. I dag indeholder frøkataloget 500 forskellige sorter. Læseren oplever derved, at diversiteten er steget fra 100 til 500 sorter, men problemet er, at det er det samme frøkatalog, som forbrugere i hele Europa får. Så der er samlet set ikke mere end de 500 sorter. Den lokale diversitet stiger altså samtidig med, at den globale diversitet falder. Den globale biodiversitet er jo heller ikke steget ved, at vi er ved at miste den sortprikkede blåfugl og til gengæld har fået både fået dræbersnegle, mårhunde og japansk pileurt til Danmark.

Menneskeheden er afhængig af stadig færre kulturplanter. Korn, sukker og kartofler dækker over halvdelen af verdens energiindtag. Betyder det noget, at vi nu kun spiser kartofler i stedet for at spise både skorzonerrod og kartofler?

Der er for tiden meget debat om kulhydrater, og hvor vi for 20 år siden ikke skulle spise for meget fedt, så er det i dag kulhydrater, som er udskældt. Virkeligheden er dog, at vi ikke får for mange kulhydrater, men at vi får de forkerte. De 10 mest spiste afgrøder i verden, som udgør omkring 70% af energiindtaget i verden, har alle energien lagret som sukker og stivelse. Kulhydrater er dog meget andet en stivelse, og får vi ikke glukaner og de andre byggestene, som de andre kulhydraterne er lavet af, så vil det gå ud over diversiteten af vore tarmbakterier, og der vil være flere stoffer, som kroppen ikke vil ikke være i stand til at producere. Det gør os syge. Det er de færreste danskere, der dør af trafikulykker og alderdom. Langt de fleste danskere dør af hjertekarsygdomme, kræft og andre velfærdssygdomme, som helt eller delvist kan relateres til inflammatorisk kost, og sukker og stivelse er i toppen af listen over inflammatorisk kost.

En kat kan stort set leve af mus, og en ko kan leve næsten udelukkende af græs. Mennesker er derimod et altædende dyr. Det betyder ikke kun, at vi stort set kan spise alt, men det betyder også, at i modsætning til rovdyr og drøvtyggere bliver nød til at spise alt muligt, for vor krop kan ikke producere stofferne selv. Vi skal have det gennem maden. Vi får livsstilssygdomme som sukkersyge og hjerte-kar-sygdomme, fordi vi har en alt for stivelsesbaseret kost.

Skorzonerrødder lagrer ikke energi som stivelse, men derimod som inulin, og inulin er helt fantastisk til at regulere blodsukkeret og stimulere tarmbakterierne, så vi undgår allergi, psykiske lidelser og autoimmune lidelser. Det er rent helsekost for de mere end 95% del af verdens befolkning, som ellers får en kost domineret af stivelsesholdige afgrøder. Inulin køber helsebevidste forbrugere som regel som piller eller pulver udvundet af cikorie, men skorzonerrod smager bedre, og man kan dyrke dem selv.

Skorzonerrødder er fremmedbestøvende, så ved at høste sine egne frø, er man med til at bevare og skabe genetisk diversitet indenfor skorzonerrødder, og ved at spise dem gør man noget godt for sig selv. Det er det, der hedder in situ-bevarelse, og som verden allerede i 1987 understregede var essentiel for bevarelse af genetisk diversitet, men som Danmark endnu ikke anerkender er noget, der eksisterer indenfor kulturplanter.