
Nordic Waste og landbrugstøtte
26. juni 2024 ·
I Danmark er der for tiden flere aktuelle sager om vandforurening.
I sagen ved Nordic Waste blev omkostningerne til at begrænse risikoen for forurening af Alling Å og Ølst by så store, at firmaet måtte gå konkurs. Ingen begræder konkursen, for naturligvis skal man ikke kunne fortsætte med at drive en virksomhed, når produktionen medfører en alvorlig risiko for forurening af vandmiljøet. Vi begræder ikke konkursen men kun den regning, som Randers Kommune står tilbage med, og politikerne på Christiansborg diskuterer for alvor, om man bør ændre lovgivningen for at give mulighed for at kunne stille de konkursramte aktieejere af Nordic Waste til ansvar og betale for oprydningen, også selvom firmaet er gået konkurs.
I en anden sag har dansk landbrug forurenet halvdelen af det danske grundvand og samtlige indre danske farvande, åer og søer med nitrat, og et helt fiskerierhverv har måtte lukke. I stedet for at ligestille landbruget med Nordic Waste og andre miljøforbrydere, så får erhvervet som følge af konklusionerne i Den Grønne Trepart lov til at fortsætte forureningen næsten uhindret i endnu 6 år inden de så småt skal til at påbegynde at modtage 40 mia kroner i betaling for gradvist at begynde at reducere noget af forureningen i nogle få udvalgte af de mest forurenede områder. Den nye overkompensation er så omfattende, at det ifølge prof. Michael Svarre vil få værdien af landbrugsjord til at stige med 15%.
Der er mange gode initiativer i forslaget fra Den Grønne Trepart, og hvis det var blevet gennemført for 40 år siden, dengang jomfruhummerne begyndte at dø i Kattegat, så havde det været rettidig omhu. I stedet har Socialdemokratiet og andre borgerlige partier ladet forureningen fortsætte næsten uhindret i årtier, og først nu, hvor Danmark står lige foran en retssag ved EU-domstolen for brud på EUs Vandrammedirektiv, så skal skatteborgerne betale landbruget for ikke længere at have ret til omkostningsfrit at fortsætte forureningen af vandmiljøet.
Landbruget er et offentligt finansieret erhverv. Det er nemt at stoppe forureningen i sårbare områder, for man kan bare stoppe tilskuddet til at dyrke jorden. Så vil det ikke længere være rentabelt at dyrke den, og så springer den i skov af sig selv. Gratis for samfundet og helt rimeligt i forhold til behandlingen af andre forurenende erhverv.
Landbruget jubler over, at de i den grad bliver forgyldt i forslaget om overkompensation i Den Grønne Trepart. Lavbundsjorde og lignende, der ikke kan dyrkes uden massiv forurening, kan nu med nye tilskud tilplantes med skov eller sælges til naturprojekter til fuld pris, selvom jorden reelt er værdiløs, da der ikke kan etableres en rentabel forureningsfri produktion på den. DN er glade for, at vi får mere natur. Og skatteborgerne opdager ikke, at det er dem, der betaler gildet, fordi Novos succes har udvidet det økonomiske råderum så meget, at vi ikke behøver at opkræve en ekstraskat for at finansiere den nye form for landbrugstilskud.
Særbehandlingen af landbruget i forhold til andre forurenende erhverv er krænkende for retsbevidstheden, og for den sociale sammenhængskraft gennem den grønne omstilling. Det er fint at begynde at begrænse forureningen, så vi i Danmark undgår en EU retssag for lemfældig miljøadministration, men hvorfor skal skatteborgerne betale det?
Kommentarer
Vær den første til at dele en tanke
Start samtalen med en eftertænksom kommentar.
Deltag i samtalen
Log ind for at skrive en kommentar og holde samtalen i gang.
Videre læsning

USA har bombet Venezuela og taget Maduro til fange
USA har bombet Venezuela og taget Maduro til fange. Hvad skal man mene om det? De fleste hader i forvejen allerede T...

Godt Nytår
Rigtig godt nytår til alle Lad os bruge dagen på at reflektere over året, der er gået, og over året, som kommer. Der er...