Mette Frederiksens prioriteringer

Mette Frederiksen som statsminister bliver et stadig større problem for Danmark. Hendes manglende vilje til at sige fra overfor Israel placerer os i verdenssamfundet sammen med USA og Israel, samtidig med at hun efterhånden er nærmest sygeligt fokuseret på at fortsætte en krig i Ukraine, som vi ikke kan vinde. Med tunnelsyn afviser hun diplomati og fornuft for i stedet at løse konflikten med magt. Vietnamkrigen. Afghanistan. Ukraine. Uanset hvem, der startede krigene og af hvilken grund, så er der bare et tidspunkt, hvor man i enhver krig må se realiteterne i øjnene og erkende, at prisen for at fortsætte ikke står mål med det, der realistisk kan opnås. Mette Frederiksen tror, at man kan vinde en krig imod en atommagt ved at overføre en lille del af råderummet i finansministeriet fra miljø og velfærd og over til forsvarsministeriet. Det har vist sig, at den form for halvhjertet udenrigspolitik fører til, at man taber krigene. EU kan kun vinde en krig imod Rusland, hvis vi selv går i krig og betaler prisen med noget, der minder om USAs forsøg at vinde Vietnamkrigen. Det har en både udenrigs- og indenrigspolitisk pris. Det koster ikke bare ukrainske menneskeliv men også europæiske, og det er hverken EU eller USA villig til. Derfor kan krigen ikke vindes. Og derfor er Mette Frederiksens tunnelsyn en dødssejler. Europa har i årtier blot været halehæng til USAs udenrigspolitik. Det var en fejl, og derfor vil vi i de kommende årtier tabe alle større konflikter. Jeg kan godt forstå, at Mette Frederiksen er frustreret over EUs situation, men vi løser ikke problemet ved at satse hele butikken i et hasardspil, når man ikke har kortene på hånden til at kunne vinde.