Godt Nytår

Rigtig godt nytår til alle

Lad os bruge dagen på at reflektere over året, der er gået, og over året, som kommer. Der er sket virkeligt meget, og endnu mere vil helt sikkert komme til at ske, så der er nok at tage fat på.

Året 2025 blev året, hvor det endeligt gik op for mange europæere, at Israel og USA ikke nødvendigvis kan ses som evige lysende ikoner for demokrati og humanisme. Nogle vil måske forvente, at jeg nu vil benytte lejligheden til at sige ”hvad sagde jeg”, og det skal jeg da også nok imødekomme, men jeg vil især fremhæve, at sagen som sædvanlig ikke er hverken sort eller hvid, for alle mønter og medaljer har både en forside og en bagside.

Jeg er ikke den helt store Trump-fan, men de problemer, som Trump skaber, er ikke nye og isoleret til 2025. Trump fører den samme hedonistiske politik og på den samme måde, som USA altid har gjort. Han gør det bare mere åbenlyst, klumpet og dilettantisk end hans forgængere. Det har de 80% af verdens befolkning, som ikke lever i de vestlige verden, været bevidst om i årtier, og for så vidt er det faktisk positivt, at det nu også er gået op for europæiske befolkninger og politikere, hvordan verden er organiseret. USA har de facto været besættelsesmagt i Europa og i den østlige del af Sydkinesiske Hav siden 2. Verdenskrig, og har spoleret mulighederne for demokratisk og økonomisk udvikling i hele den latinamerikanske verden og mange andre steder i verden. Nu opgiver USA tilsyneladende grebet om Europa for at frigive kræfter til at fastholde dominansen i mere uregerlige området på om andre kontinenter. Det er isoleret set positivt for Europa, også selvom det koster lidt at opbygge nye egne institutioner og infrastruktur. Som kaptajn på en synkende skyde er Trumps amatøragtige håndtering af told og udenrigspolitik på forhånd dømt til at fejle på den lange bane, og uden venner og vasalstater vil det føre til, at USA vil miste sit imperialistiske verdensherredømme og tillade en mere pluralistisk verden. Det er godt for verden, og det kan vi takke Trumps inkompetence for.

Året 2025 blev også året, hvor Danmarks fantasi om trussels- og fjendebilleder gik fra katastrofal til endnu værre. Ret som man troede, at det ikke kunne bliver værre med den danske forvrængede forestillinger om, hvem der er ven og hvem der er fjende, og hvad der er vigtigt her i livet og i verden, så overgår Mette Frederiksen sig selv med vrangforestillinger om, at det er TikTok og Rusland, der vil få verden til at gå under. Det er det ikke. Verden står midt i en miljøkatastrofe. Biodiversiteten er i frit fald, og der er ingen udsigter til afbødning af faldet og ingen politiske planer om at gøre noget ved det. Rusland kan nok genere lidt i Europas baghave, men både deres og vor egen olieproduktion og olieforbrug er langt farligere end deres militære aktioner. Om 50 år, så er Ukraine glemt og Trumps våde drømme om at overtagelse af Grønland vil også være det. Det, som man vil huske, det er de klimaforandringer, som i det kommende halve eller hele århundrede vil halvere landbrugsproduktionen på jorden på grund af tørke og ustabile høstforhold, bringe milliarder af mennesker på flugt, og sætte en stopper for Golfstrømmen. Sammenlignet med det, så er lidt uro i Østeuropa og diskussioner på sociale medier altså at regne i småtingsafdelingen. At vi har en statsminister, der helt alvorligt siger, at en aldersgrænse på TikTok er vigtigere end den grønne omstilling, det er proportionsforvrængning så virkelighedsfjern, at man ikke undres over regeringens tilbagegang i meningsmålingerne, men blot forbløffes over, at nedgangen ikke er større.

Trumps store bedrift i 2025 har været, at han endeligt har punkteret illusionen om global frihandel og en retsbaseret verdensorden. ”Det er en katastrofe!” siger alle europæiske ledere stadig, som om de stadig lever med et verdensbillede af, at uendelig vækst kapital og dermed forbrug er mulig på en begrænset klode. Lad os se lidt nærmere på det.

Den retsbaserede verdensorden, som vi bilder os selv ind har eksisteret, den bygger på, at verden styres af forhandlinger i internationale organisationer, hvor USA og dets 42 vasalstater i NATO og andre associerede lande sidder på langt over flertallet af de delegerede pladser. Det skyldes, at internationale organer ikke styres af landenes befolkningstal, men i forhold til landenes medlemsbidrag, som igen bestemmes af deres økonomiske formåen i form af bruttonationalprodukt. De rige lande betaler mest og får derfor også mest indflydelse. NATO udgør kun 11,5% af verdens befolkning, men sidder på 40% af pladserne i FNs sikkerhedsråd, herunder over halvdelen af de faste pladser. Det er det, vi kalder den regelbaserede verdensorden, for reglerne sikrer, at de rige lande kan bruge internationale organer til udøve deres verdensherredømme over de resterende 80% af verdens befolkning. Jeg er bestemt ikke modstander af princippet om en regelbaseret verdensorden, men en af de helt store begivenheder i verden i år var mødet i BRICS-2025 i Brasilien, som bliver en milepæl for verdens fremtid. På dette møde blev det klart, at Det Globale Syd ikke blot protesterer imod Vestens imperialisme, men har helt konkrete planer for en alternativ udvikling og magtfordeling i verdens. Det er den stigende bevidsthed i Det Globale Syd om, at Det Globale Nord ikke på sigt vil kunne opretholde sin dominans. At USA har tvunget sine europæiske allierede til at opruste militært med 5% af BNP, for ingen imperiemagt vil naturligvis acceptere, at andre kommer til fadet uden modstand. Logikken er, at når Vesten ikke længere kan holde på magten alene med økonomisk og politisk pression, så må vi gøre det militært. Rusland er ikke en trussel i sig selv, for selvom de stadig har en våbenindustri, så er de ligeså afhængige af økonomisk støtte fra Kina, som Ukraine er afhængig af Europa. Derfor handler vores oprustning ikke om, hvad en nationalist som Putin kan finde på, men det handler om at holde Det Globale Syd med Kina, Indien og andre BRICS-lande udenfor politisk indflydelse på den verden, som både de og vi lever sammen i. Om vore politikere bevidst lyver og fordrejer verdensbilledet for befolkningen, eller om de heller ikke selv forstår de bredere tendenser i den verden, som de bestyrer, det ved jeg faktisk ikke. Det er nok lidt af hvert.

Er der håb for 2026? Absolut!

Alt tyder på, at verden på kort sigt går en lysere tid i møde. Verdensøkonomien styres fortsat langt hen ad vejen af aktiemarkedet i USA, og med USA's nuværende kurs er der gode chancer for et totalt kollaps med en massiv global finanskrise til følge. Om det lige bliver i kalenderåret 2026 er måske lidt usikkert, men at det er uundgåeligt er der vist ingen tvivl om. Det er gode nyheder for miljøet. Den økonomiske vækst har hidtil været den allervigtigste faktor for CO2-udledninger og alle andre parametre, som man måler miljøpåvirkninger på. Verden vil ALDRIG, ALDRIG nogen sinde blive bæredygtig, hvis en stor del af verdens befolkning lever med bare noget, der ligner den ekstravagante materialistiske overflod, som gennemsnitsdanskerne gør i dag. En massiv reduktion i velfærden i Vesten er en forudsætning for selve civilisationens fortsatte eksistens, og det kan ikke opnås ved blot en reduktion i væksten eller grønnere forbrug, men kun ved et markant fald i selve økonomien. Og det er ikke 1-2% vi snakker om, men nok nærmere 50-70% fald i den økonomiske aktivitet. Det er der ikke mange, der vil se i øjnene, men sådan er det altså! Vi kan vælge imellem at bruge militær magt til at fastholde Det Globale Syd i fattigdom, eller også kan vi vælge af acceptere, at de bliver rigere ligesom os og dermed forværrer den miljøkatastrofe, som allerede er begyndt, og som vil blive enden på den industrielle civilisation. Vi kan derimod ikke vælge at blive rige alle sammen på jorden og forblive rige ret længe. Det er simpelthen ikke en mulighed. Hvis man tror det, så har man ikke forstået, hvad begrebet ”bæredygtig” betyder. Selvom det naturligvis vil blive ubehageligt med end ny finanskrise, så er alternativet endnu værre, for jo større den globale økonomi bliver, jo dybere bliver den miljømæssige afgrund, som vi ender i. Status quo med fortsat økonomisk vækst er det værst tænkelige scenarie med den fart, som vi allerede har imod afrunden.

Da jeg var yngre, var jeg nok lidt fanatisk med desperat at forsøge at redde verden. En sortseer. En dommedagsprofet. I dag er jeg langt mere afslappet i situationen. Da vi i 1960’erne og 70’erne blev advaret om forureningen og kunne se grænserne for vækst, og med den videnskabelige dokumentation, som blev slået fast i starten af 1980’erne, da havde vi måske stadig en chance for at afbøde skaderne. Vi valgte i stedet helt bevidst at undlade at handle på advarslerne. Anders Fogh Rasmussen og hans VKO regime kaldte det et opgør mod ekspertvældet, for de havde en liberalistisk dagsorden, som ikke skulle forhindres af videnskabelig fakta om klimaforandringer og døde hummere i Kattegat. Vi valgte dermed allerede for årtier siden kortsigtet økonomisk vækst frem for at redde verden. Det var ikke uvidenhed. Det var et valg vi som demokratisk samfund traf, og nu sidder vi med regningen. De fleste af os har erfaring for, at når en krise rammer, så er der kun én sikkerhed tilbage, og det er, at regningerne fortsat skal betales. Der er ingen gældssanering hverken under eller efter en miljøkrise, og når krisen er global, så kan vi ikke håbe på hjælp udefra. Vi sidder dermed nu som gæsterne i caféen på Titanic og kan lige så godt nyde champagnen og musikken, mens den spiller, frem for at ødelægge vort eget liv med bekymringer om en skæbne, som alligevel ikke er til at undgå. Naturligvis skal vi da fortsat forsøge at ændre kurs og spare på energien og al den slags, men det hjælper ikke, at ligge søvnløs over, at det ikke lykkedes. For dybest set, hvilken forskel gør det egentlig i den sidste ende, om Golfstrømmen slukker om 10 eller først om 20 år, eller om nedbørscyklus over Amazonas kollapser før eller senere? Vi har det jo stadig godt og kan altid leve på håbet om, at videnskaben tager fejl.

Så grib champagneglasset og skål for fremtiden og det nye år!